-
Platformen “Klubmodul” (herefter “Tjenesten”) er udviklet, ejet og markedsført af selskabet Klubmodul ApS, CVR-nr.: 31501512 (herefter ”Leverandøren”). Leverandøren er en dansk registreret leverandør af standardsoftwareløsninger, navnlig målrettet sportsklubber, foreninger og organisationer, som disse kan anvende i forbindelse med driften.
-
Tjenesten er en online platform, der leveres som en software-as-a-service ”SaaS”, som organisationer kan anvende som hjælpemiddel i forbindelse med den løbende administration af Organisationen, herunder i forbindelse med medlems-/brugerstyring, til- og afmelding til hold og begivenheder samt kommunikation mellem Organisationen og dens medlemmer/brugere. Endvidere får Organisationen via Tjenesten adgang til en række dokumenter (”GDPR-dokumentation”), som Organisationen kan anvende i forbindelse med overholdelse af Organisationens forpligtelser i medfør af databeskyttelsesforordningen (”GDPR”). Det er frivilligt om Organisationen vælger at anvende dokumenterne og de udgør ikke en del af Aftalen.
-
Tjenesten er ikke en betalingstjeneste og Organisationens opkrævning af betalinger fra sine medlemmer/brugere håndteres af Organisationen selv og er Tjenesten og Leverandøren uvedkommende. Organisationen er som følge heraf selv ansvarlig for overholdelse af alle regler, herunder forbrugerbeskyttelsesregler, der måtte finde anvendelse i forholdet mellem Organisationen og dennes medlemmer/brugere i enhver henseende, herunder men ikke begrænset til oplysningsforpligtelser i forbindelse med opkrævning af betaling, fortrydelsesret, behandling af personoplysninger med videre.
-
Tjenesten er en standardløsning, der leveres ”as is” og uden specifik konfiguration eller tilpasning til Organisationens behov.
-
Leverandøren vil implementere Tjenesten på de vilkår, der fremgår af afsnit 11.
-
Regnskabsmodul og digital bogføring
-
Klubmoduls regnskabsmodul er registreret hos Erhvervsstyrelsen som digitalt bogføringssystem under registrerings-id FOB515938.
-
Registreringen fremgår af Erhvervsstyrelsens offentlige fortegnelse over registrerede bogføringssystemer, som kan tilgås her: https://erhvervsstyrelsen.dk/fortegnelse-over-registrerede-bogfoeringssystemer.
-
Registreringen vedrører alene modulets funktionalitet som digitalt bogføringssystem og indebærer ikke, at Leverandøren påtager sig ansvar for Organisationens konkrete bogføring, herunder korrekte bilag, konteringer, afstemninger eller overholdelse af øvrige krav i bogføringsloven. Organisationen er selv ansvarlig for den bogføring, der udføres i systemet.